Sæsonen med kvierne er afsluttet, og her på en regnfuld novemberdag, er det dejligt at tænke tilbage på en rigtig god sommer for kvierne og for os.

Kvierne blev slagtet d. 2. november, og kødet hænger nu på slagteriet. Vi henter det d. 19. november, så det bliver rigtig godt og velhængt kød, vi har får hjem.

Vi købte kvierne i foråret hos de samme to landmænd som året før, og d. 9 maj kom de på græs.  Udsætningen på græs forløb meget fint.  Ved ankomsten blev kvierne først lukket ind i fangefolden, hvor de lige gik og fik en fornemmelse af det nye sted og fik hilst på hinanden.   Vi havde i år fået skærmet af for alle vådområder i engen, så ingen af kvierne i forårskådhed skulle komme til at springe ud i sumpen og sidde fast, når de blev lukket ud af fangefolden.  Efter en dags tid blev der lukket op til hele stykket, så kvierne har kunnet gå frit rundt på 10 ha jord fordelt på overdrev, eng og lidt skov.

Alle 8 kvier var dejlige dyr, og det har været tydeligt, at de befandt sig godt.  De var rolige og harmoniske og havde alle en naturlig nysgerrighed, så de ville gerne snakke ikke bare med naboens køer, men også med os.

Vi har på skift tilset dem hver dag, men da vi er 32 familier, har det ikke været nogen stor belastning, og vi har ingen problemer haft, hverken med dyrlægebesøg eller andre ubehageligheder.

Hver 14 dag har nogle af os mødtes til arbejdsaften, og der er blevet slået græs under hegnet, renset vandtrug og gravet render til overskudsvang. Og der er blevet nedlagt tidsler i stor stil både med buskrydder, med le og med grensaks. Det er en kamp, vi aldrig kan vinde, men vi kan holde dem nede, så de ikke indtager hele området.  Forsvinde helt skal de da heller ikke. Tidslerne har deres plads i naturen, og det er fantastisk at komme derud en sommerdag, hvor sommerfuglene lige er kravlet ud af puppen.  Så hænger der en hvid sky over området med tidsler, og når man kommer tæt på, kan man se, at det er de fineste små hvide sommerfugle, der danser op og ned.

Vi har haft mange hyggelige timer i engen både med kvierne og med hinanden, og der er drukket mange kander kaffe i den lille indhegning. Vi har spist brændenældepandekager, og grillpølser er det også blevet til.  Vi har hørt nattergale og set glenter og fiskehejrer, kigget efter orkideer og andre planter og nogle gange fået vand i støvlerne, alt imens kvierne interesseret fulgte med.

Kvie nr 1537 var lidt anderledes. Det vidste både hun og de andre kvier.  Hun kunne nogle gange blive mobbet og valgte derfor ofte at trække sig og gå lidt for sig selv. Hun var som lille blevet adopteret ind i familien med Herford, Limousine, Simmentaler og lidt Jersey i blodet.  Hendes biologiske mor var en sortbroget dansk malkeko. Til gengæld elskede hun at blive børstet og masseret. Måske er det nedarvet i generne, hvem ved.  I hvert fald lod hun sig ikke kue, når det handlede om at blive børstet og nusset om.  Da 819 begyndte at vise interesse for at blive børstet andre steder end i hovedet, markerede hun klart, at det var hendes eneret.  819 blev skubbet væk, og hun stillede sig selv foran den børstende hånd.

Når vi om få dage skal sætte tænderne i det lækre kød, er det godt at tænke på, at indfangningen gik rigtig fint. Der gik mindre end en time fra kvierne blev kaldt op til fangefolden fra den anden ende af engen for at få kraftfoder til de kørte af sted med vognmanden. Kvierne gik stille og roligt op i vognen, og selv om nogle af dem trissede ned i fangefolden igen, blev der ingen panik eller stress. Chaufføren var ganske rolig og gav kvierne den tid, de havde brug for. Det godt at vide, at turen til Egtved Slagteri kun tager ca ½ time, og at de der blev lukket ind i en lun stald, hvor de gik sammen indtil næste dag.

Sidste år måtte vi selv aflive en af kvie, som i sin glæde over at være kommet ud på engen, dansede den særlige kviedans og desværre kom til at springe ud i sumpen, hvor hun landede så uheldigt, at der skete en skade i ryggen, så hun ikke kunne styre bagbenene.  Det var en svær beslutning, men vi måtte erkende, at dyrlægen havde ret, da han sagde, at chancen for, at behandlingen kunne hjælpe hende, ikke var ret stor.  Vi fik hjælp af en rigtig bonde til at skyde hende for panden med en boltpistol.  Bagefter er det godt at huske på, at hun overhovedet ikke registrerede, hvad der skete, og hun nåede ikke at registrere nogen smerte.

Sådan har det også været for vores 8 dejlige kvier i år. De har heller ikke nået at registrere noget.

Der er ingen tvivl om, at det er super godt kød, vi får hjem d. 19. november, og visheden om, at kvierne har haft en supersommer i engen og ikke har været udsat for en lang køretur inden slagtningen, får kødet til at smage ekstra godt.

Men er det ikke svært at skulle slagte og spise de dyr, man har gået og snakket med hele sommeren? Jo, det gør lidt ondt at skulle sende dem af sted, men det kød der ligger i køledisken kommer fra en ko, der har haft lige så smukke øjne og været lige så nysgerrig som vores.  Og det er nu en gang pointen i naturens geniale kredsløb, at vi spiser hinanden.  Så det bliver med god samvittighed, vi sætter tænderne i den lækre møre bøf.