Så kom kvierne af sted.  Kvierne var lette af få ind i folden, men det med grimen var en helt anden sag.  Det synes de ikke nogen god ide, uanset hvor meget vi lokkede og forsøgte at overtale dem.  Der måtte rå manddomskraft til, før de overgav sig. Niels, Uffe og Mads tog kampen med kvierne. Hvis de havde levet i en anden tid og et andet sted, ville de tre været blevet glimrende cowboyder. Jeg kan se dem for mig ridende mod vest, mens solen går ned, på vej ud for en hente en flok kvæg.

Da først kvierne var bundet til folden, faldt der ro over dem igen, og de tog imod lidt egeblade. Og jeg fandt en stor gulerod i græsset. 208 forsøgte at gnave af den, mens jeg holdt den, men det er svært, når man er en ko. Heldigvis havde Niels en kniv i lommen, og guleroden blev delt i 8 stykker.

Set i bakspejlet tror jeg, at jeg skulle være taget i engen kl. 9, Niels skulle været kommet kl. 10, og resten kl. 11. Hvis jeg havde gået alene derude, som jeg plejer med lidt gulerødder og bagefter hentet blade til dem, er jeg sikker på, at jeg havde fået grimen på 209, og formentlig også på 403 og 421. Hvis ikke kunne Niels sikkert have fået grimen på dem og måske et par andre, når han kom med halmen.  Vi havde ikke kunnet gøre det ved alle, men der havde været færre, der skulle bruges kraft på.

Jeg håber, at selve afhentningen gik godt.  Jeg var  nødt til at gå forinden, da jeg skulle lave to koncerter med kor og orkester i hhv Horsens og Silkeborg. Vi opførte en dødsmesse – Requiem af Maurice Duruflé. Jeg tror, at det er første gang, at 8 kvier har fået opført et Requiem og så endda to gange.

Men vi kan samlet konkludere, at vi var forberedte i år. Kvierne var tamme og harmoniske, grimerne blev lagt på, og vi havde en traktor i baghånden, hvis lastbilen skulle køre fast.

kh Marianne