De fire af kvierne lå og tyggede drev, da jeg kom derud i dag, mens 813 gik og græssede ved siden af. Ingen af kvierne rejste sig, selv om jeg kom tæt på.  Jeg gik helt hen til 493 og satte mig på hug ved siden af. Det var tydeligt, at hun nød at få fluerne skubbet væk fra øjnene og mærke mine kølige fingre over de irriterede øjne. Jeg gnubbede, og hun strakte hals, som hun plejer. Jeg havde striglen med, og et venskabsbånd blev knyttet, tror jeg, da jeg stringlede hende over maven.  Jeg fik våde knæ, men det er et venskab værd. Jeg gik en runde for at lede efter brombær. Der er ikke mange, men nok til,  at vi kan få lidt ost med brombær efter hovedretten på søndag ved vores sidste sammenkomst i engen for i år. Da jeg kom tilbage, var kvierne kommet op og stå, og sammen gik vi over til skoven, så jeg kunne trække grene ned, så de kunne spise blade.  493 begyndte at lægge an til at skubbe til mig.  Om det var fordi jeg holdt grenene, så de andre også kunne komme til,  ved jeg ikke.  Hvad en ko tænker på, skal man vist være ko for at forstå.  Men venskabet er ikke brudt. Måske er det blot tegn på, at jeg er accepteret som en af flokken, for det er jo sådan de gør ved hinanden. Men altså, det er dejligt at nusse  med 493, men man skal have et øje på hver finger. Man skal være klar til at tage imod et skub,  for vi ved jo godt, at vi ikke er en del af flokken og ikke så hårdhudede som dem, så det er ikke så rart at blive skubbet rundt med 300 kg. bag. Det var strøm på hegnet. Jeg tjekkede det ikke selv, men 493 fik mulen for tæt på, og selv om det ikke generer kvierne at spise brændenælder, så træk hun hurtigt mulen til sig. Jeg så en fin frø på min jagt efter brumbær.  Der var noget større end de teenage-frøer, som er overalt på engen.  Det var enten en butsnudet frø eller en springfrø, tror jeg. Jeg har lige læst på nettet, at hunnerne allerede har skabt æggene til næste forårs haletudser, så der er noget at bære rundt på. kh Marianne