Sådan er naturen også

Sådan er naturen også

Naturen er ikke kun idyl og romantiske forestillinger. Der er også en barsk virkelighed.

Vores ko 812 var frisk på livet og kom med alt det, der var hende,  men et uheldigt spring ændrede det hele.

2014-04-30 09.37.53

Da årets kvieflok skulle sættes på græs, mente vi, at vi havde tænkt på det hele. Fra lastvognen blev de ført ind i fangfolden, så de kunne stå og falde til ro oven på køreturen og finde sig selv.  Inden vi åbnede for folden, var vi opmærksomme på, at nogle af os skulle stå og spærre for, at de ikke løb ud i det sumpede område.  Glæden var stor både hos os og kvierne, da de og ikke mindst 812 tog den nye verden til sig.  Der blev danset kodans og nysgerrige undersøgte de området.   De var inde mellem træerne og alle fem var ude på engen på den anden side, men kun de fire kom tilbage. 812 sad fast.  Vi fik hende hjulpet op og kunne se, hun ikke havde styr på sine bagben.  Med støtte fra 2 mand gik hun nogle meter til der var fast grund under fødderne men måtte så lægge sig.

Hun forsøgte flere gange i løbet af aftenen at rejse sig, men det lykkedes hende kun én gang at komme op at stå, og da måtte hun have hjælp for at holde balancen.  Det stod klart, at vi skulle have dyrlæge.   Heldigvis havde Niels mulighed for at komme i engen tidligt næste morgen, og han havde ingen aftaler før ved middagstid.  Selv havde jeg til al held fri fra arbejde næste dag, så jeg skulle ikke koncentrere mig om andet, end hvordan vi kunne løse den for os nye situation.

Da vi kom i engen næste morgen, kunne vi se, at hun havde flyttet sig lidt, men hun lå stadig, og hver gang hun forsøgte at komme op, måtte hun opgive. Vi fik givet hende lidt vand og lidt korn og vi fik pakket halm rundt om hende og ind under hende, så hun kunne ligge tørt. Vi fandt ud af, at hun gerne ville masseres, og hun kom med nydelsesudtryk på samme måde som vi, når vi bliver masseret på ryggen, og det gør godt.  Vores egne menneske- og dyrlæge Uffe og Asta havde følt på hende aftenen før, og de var sikre på, at der ikke var noget brækket i ben eller hofte, men det kunne være galt i bæknet eller ryggen.  Men uanset hvor på kroppen vi masserede og trykkede, viste hun ingen tegn på smerte.

Dyrlægen kom ved 11-tiden, og hans konklusion var, at der var noget lammelse. Han viste, hvordan hendes hale var slap. Det var ikke muligt på marken at afgøre, hvad  der var årsag til lammelsen.  Det kunne blot være en hævelse, som kunne fjernes ved behandling med medicin, men han kunne ikke love noget.  Han anbefalede, at vi lod hende nødslagte,  da chancen for helbredelse ikke stod mål med tabet efter en mislykket behandling, da kødet ikke kan bruges, når der er behandlet med medicin.

Vi kontaktede vores slagter, som bekræftede, at han ville kunne forestå en nødslagtning på marken, men han forberedte os på, at udgiften væsentligt vil overstige værdien af kødet.  Han nævnte, at vi også kunne undersøge muligheden for hjemmeslagtning.

Vi fandt hurtigt ud af, at ingen af os havde faciliteter, hvor kødet kunne blive skåret op og parteret, og da slet ikke, hvor det kunne hænge og modne, så i givet fald skulle alt kødet hakkes.  Det sidste med at få det hakket, kunne vi nok have klaret, da Asta tilbød at hjælpe hermed, men det nyttede ikke noget, når vi ikke kunne få kødet skåret op.

Der findes ikke slagtevogne mere, men vi havde kontakt til en slagter, som kunne hjælpe os med slagtningen og som derefter kunne overtage kødet.  På den måde ville vi ikke få nogen udgift til slagtningen, og måske kunne han betale mellem 0 og 2000 kr. afhængig af hendes størrelse og hvor meget af kødet, der var ødelagt ved skaden.

Det gav noget at tænke over. Vi er 100 % sikre på, at det var en meget seriøs og ansvarlig slagter, som ville have helt styr på at sikre kødets kvalitet og have fuld kontrol over, hvor kødet blev anvendt.

Vores betænkeligheder skyldtes, at vi skal indberette til chr-registeret, hvad der er sket med 812.  Hvert dyr har sit eget nummer, og der er fuldstændig styr på, hvem de er, hvor de kommer fra, og hvor de har været. Hvis vi mennesker føler os overvåget, er det ingenting i forhold til køer.  Det kunne være fristende at tænke, at det er et  tungt og tåbeligt bureaukrati, som forhindrer, at godt kød kan anvendes til føde og i stedet må kassereres.  Men den tanke overvandt vi hurtigt.   Det er helt afgørende for vores eksport, at der er styr på det. Et enkelt dårligt dyr, der har været i handel som fødevare, kan koste milliarder af kroner, og selv om vi gerne vi kalde os et vidensamfund, kommer vi ikke uden om, at landbrugseksporten stadig har afgørende betydning for vores velfærd og overlevelse.

Som nævnt er vi 100 % trygge ved den pågældende slagter, så vores dilemma var ikke, om vi turde sætte landets økonomi over styr. Vores dilemma var, at vi i givet fald skulle indberette, at 812 var hjemmeslagtet, hvilket er defineret som, at dyret ikke har forladt matriklen, og at ejeren selv har spist kødet.  Vi var enige om, at vi ikke over for offentlig myndighed kan indberette noget, som ikke er korrekt.

Jeg fik oplyst, at det ville koste ca 750 kr. at få DAKA til at hente hende. Vi konkluderede herefter, at det var den billigste måde at komme af med hende på.

Men så var der pludselig en ny vej åben.  Hvis hun under alle omstændigheder skulle ende på DAKA, så var der ikke noget til hinder for at forsøge en behandling.

En kold økonomisk sandsynligsberegning ville nok have vist, at den økonomiske risiko var for stor.  Hvis vi skulle leve af  og forsørge vores familier ved at have dyr, havde vi nok ikke turde tage chancen, men idealismen vandt hos os.  Hun skulle have en chance.  Dyrlægen kom samme aften, heldigvis til dagstakst og uden beregning for kørsel, og satte behandlingen i gang med medicin.  Niels og jeg bemærkede, at hun slog med hovedet, da hun mærkede nålen.  Det bekræftede os i, at hun ikke havde smerter fra skaden. I hvert fald ikke på steder, hvor vores tryk kunne nå ind.

Torsdag morgen var Niels igen ude ved hende. Hun spiste korn og drak lidt vand.  Igen havde hun flyttet sig i løbet af natten, men komme helt op, det kunne hun ikke.  Jeg havde taget skiftetøj med på arbejde, og ved middagstid kørte jeg i engen og spiste min madpakke hos 812.  Hun kæmpede stadig for at komme op, og jeg fik tanken, at nu skulle hun altså hjælpes op.  Uffe F, som sad hjemme og passede sit opererede knæ, – dvs. han var nu på arbejde, da jeg ringede –  fik i løbet af eftermiddagen lavet aftaler, så efter fyraften var der 6 mand + et par ekstra klar til at hjælpe hende op.  Vi fik lagt 3 remme under maven på hende, men hun kunne ikke finde ud af at tælle 1 2 3 og op. Hun forstod ikke, hvad det var mændene ville, og hun trykkede vist nærmest modsat. I hvert fald var de ikke stærke nok.

Jeg ringede til Laurits Vind her i Pjedsted.  Han ville straks komme med sin traktor, og heldigvis har vi Dansk Autohjælp i Pjedsted, så han lånte en sele, som man bruger, når et dyr skal hejses op fra en sø eller en sump.  Med selen om maven kom 812 op at stå med traktorens kraft.  812 kunne godt løfte begge bagben op til maven, men hun havde ingen kontrol over, hvordan hun skulle sætte dem på jorden i forhold til hinanden. Selv om jeg forsøgte at hjælpe og masserede benene for at få blodomløbet i gang, kom der ingen reaktion i benene.

Dette sammenholdt med, at hun tissede, straks hun kom op at stå og det i et omfang, så vi frygtede, at hun ikke havde tisset siden tirsdag aften, gjorde, at vi traf beslutningen. Der var ikke mere at gøre.

Vi lånte vores nabobonde Ejners boltpistol og en skarp brødkniv.  Laurits førte boltpistolen, men vores egen formand Uffe førte kniven.  Selv om det ikke er et direkte krav, er det bedst, at dyret tappes for blod, inden det bringes til Daka.

Derefter fik vi hende op i grabben på Laurits´traktor, og hun blev lagt oppe ved Ejners lade med et gulvtæppe over, så Daka kunne hente hende der.

Det var et par dage med mange svære beslutninger og dilemmaer af både økonomisk og etisk karakter, og det bliver ikke nemmere af, at man ikke bare skal træffe beslutningerne på egne vegne  men på vegne af alle foreningens medlemmer.

Selv om det var ærgerligt og trist, at vi skulle miste 812, og selv om vi brugte meget tid på det, har det været en god oplevelse forstået på den måde, at vi har lært en masser og nok også har fået en dybere forståelse for, hvad det vil sige at være landmand og arbejde med naturen og i sidste ende på naturens præmisser.

Selv tilbragte jeg hele onsdagen i engen. Jeg havde medbragt en bog at læse i, når vi skulle vente på dyrlæge eller slagter, men jeg nåede aldrig at få den åbnet.  Der skete hele tiden noget. Så kom der nogle harer hoppede, og så kunne jeg observere, hvordan de øvrige kvier viste omsorg for hende.  Det var ret spændende at følge.  De holdt sig i nærheden, og i mellem var de henne for at nusse hende, men også for at forsøge at puffe hende op.  De lagde sig omkring hende og tyggede drev.   Først onsdag aften forlod de hende for en kort stund, hvor de fik brugt den overskydende energi ved at løbe på stykket op mod Herslevvej.  Da de kom tilbage, blev jeg bekræftet i, at 493 ikke er helt som andre kvier.  Hun løb med en fart og et ansigtsudtryk, som hos en dreng, der på sin cykel med pap mellem egerne drøner rundt i svinget forestillende sig, at han er Kevin Magnusson i Monte Carlo.

Kvierne blev hos hende til torsdag eftermiddag,  hvor de opdagede, at de kunne gå op på det store stykke. 813, som kommer fra samme besætning som 812, tøvede og blev hos hende lidt længere, men også hun gav op og fulgte efter.  De kom ikke tilbage. Om det skyldtes Papsøes tyr, eller det var fordi, de var klar over, at der ikke var mere at gøre, er ikke til at vide, men det er spændende at observere deres adfærd.

Mit samvær med 812 viste mig også tydeligt forskellen mellem mennesker og dyr.  812 havde helt sikkert mod på livet og hun kastede sig ud i det.  Hun var i nuet, men til gengæld også kun der. Hun havde ingen angst, da hun lå der og ikke kunne rejse sig. Hun tænkte ikke på alt det, hun nu ville gå glip af. Hun frygtede ikke døden.  Hun var blot til stede, men til gengæld også til stede 100 %.

Jeg tror på, at det er begrænset, hvad koen kan lære af os, men der er en hel del, som vi kan være af koen. I hvert fald kom ordene i Jørgen Gustava Brandts digt og nu salme til mig, da jeg lå og dasede i solen derude:

Tænk at livet koster livet                                                                                                                                                                                                                            det er altid samme sag.                                                                                                                                                                                                                              Kom med glæde! Vær til stede!

Tanken spreder øjets dis;                                                                                                                                                                                                                          rigt og bredt går livet ned i evighed.

812 kom med glæde og var til stede
812 kom med glæde og var til stede

 

 

 

One thought on “Sådan er naturen også

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.