209 kiggede forventningsfuld efter mig, da jeg kom i engen til aften. Jeg tog som sædvanlig nogle gulerødder med i min hvide skraldepose og bød hende på en lækker gulerod, troede jeg. Men hun spyttede den ud. Jeg prøvede igen, men samme resultat. Ud kom guleroden.  Hun gik alene på den øverste del af det våde stykke. De andre gik helt nede ved åen. Hun kaldte på dem, men ingen reaktion.  Jeg gik ned til de andre. Heldigvis havde jeg gummistøvler på. Vandet stod temmelig højt.  Jeg fik afsat gulerødderne, selv om der ikke var den store interesse. De ville vist hellere have græsset i aften.  Jeg blev lidt bekymret for 209. Hun blev stående for sig selv, kaldte en gang eller to, men de andre græssede videre. Jeg gik tilbage og tilbød hende en gren med blade.  Hun tog et enkelt blad og så var det ikke interessant mere. Min bekymring voksede.  Da jeg havde striglet hende, begyndte jeg at gå tilbage.

209 fulgte langsomt efter.  Jeg ville lige se om foderet i spandene var spist, og da jeg nåede til fangefolden, satte 209 i fuld galop op til mig.  Jeg konkluderede, at hun ikke er syg. Hun er blot forvænt.  Jeg kunne dog ikke stå for hende, så hun fik et par håndfulde kraftfoder mere.

Da hun havde spist, løb hun kaldende ned over marken igen.  Hun kunne ikke helt huske, om de andre gik i engen op mod Herslevvej eller om det var på den anden side af træerne. Hun måtte stoppe op og tænke sig godt om, inden hun var sikker på, at det var på den anden side af træerne.  De andre reagerede stadig ikke, og hun gik ikke helt ned til dem. Der var tydeligvis en kure på tråden.  Jeg blandede mig ikke, for det kan ikke helt udelukkes, at hun selv er ude om, at de fryser hende. Hun er til tiden noget kæphøj.

Jeg troede, at køers liv var meget lettere end vores, men måske er det slet ikke så nemt at være ko.

kh Marianne