Jeg har ikke fået skrevet så meget i dagbogen i år om mine små oplevelser i engen.  Det skyldes ikke, at oplevelserne har været færre, men nok dovenskab ved tasterne.   Der har været mange skønne timer derude, ikke mindst i den fantastiske sensommer og efterår.  Årets kvieflok er nok den mest tamme flok vi har haft. Der er ingen af kvierne som er helt afvisende over for os.  De er alle interesseret i os, nogle mere end andre, men alle er parate til at snuse til os, hvis ellers de gider den pågældende dag og ikke har andet for.

Den for mig mest reserverede er den brune med det hvide hoved og horn.  Det er kun sjældent, at hun har været med i flokken, når jeg har trukket en gren med lækre blade ned i spisehøjde, men hun har været der. Det er sjovt at gå derude og mærke, at kvierne er opmærksomme på mig, selv om de er travlt beskæftiget med at græsse. Hvis jeg går hen til et af de lækre træer og trækker en gren ned, er der straks en der opdager det, og snart kommer 2-3 kvier løbende, nogle gange alle otte  –  så kunne man godt bruge en ekstra arm. Det bliver lidt trangt med plads.

De sidste 2-3 uger har jeg intensiveret mine besøg i engen, hvor jeg er begyndt at have lidt gulerødder med. Jeg kalder det for grimetræning, for jeg har altid et reb med, og jeg begyndte stille og roligt at lade rebet røre dem, over nakken eller om mulen.  209 er klart førerkoen, og hun har haft grime på 3 gange, men flere af de andre haft rebet  over nakken eller løkken om mulen.  Det er sjovt at observere, hvordan hun kan signalere til de andre, at de skal holde sig væk, når jeg deler gulerødder ud. Først når jeg har vist hende, at posen er tom, accepterer hun, at jeg går hen til de andre.  Når hun så er begyndt at græsse igen, kan jeg forsigtigt liste den anden pose op af lommen.

Vi er nu begyndt at fodre i fangefolden med kraftfoder og gulerødder, så de vænner sig til at gå derind. Anette og Uffe fodrede søndag og mandag. Tirsdag fik jeg lov at fodre, og jeg glædede mig til at opleve deres begejstring over det fantastiske måltid.  Jeg fyldte lidt i alle 8 spande i fangefolden og gik så over for at hente kvierne, forsynet med lokkemad i form af gulerødder og kraftfoder.  Netop denne dag havde de valgt at gå ovre på det store stykke ikke så langt fra bænkene.  De fulgte fint med – lige til vi kom til det våde stykke. Som ved fælles overenskomst stoppede de alle op.  Jeg forsøgte at lokke dem over ved at vise de lækre gulerødder, men nej. Jeg gik tilbage og rakte en gulerod frem, og de strakte hals og fangede guleroden, men stadig ikke noget med at få våde fødder.  De ville ikke derud på trods af, at de plejer at gå ude i pløret med den største fornøjelse og på trods af, at jeg forsøgte flere gange.  Kviernes fødder forblev tørre. Det gjorde mine ikke.

I eftermiddag stod Anette, Annemarie og Tage for fodringen, og da gik det bedre.  4 af kvierne var inde i fangefolden og spise.

Jeg havde også bedre held i aften. Alle kvierne ville snakke med mig, og de fleste lod sig klø i panden, og 209 gjorde en ny opdagelse.  Jeg har som regel en strigle/gnubber med. Hun plejer at trække sig væk, hvis jeg rører hende med den. I aften var hun også lige ved at gøre det, men så gik det pludselig op for hende, at det føltes godt. Hun stoppede op og stod stille, mens jeg striglede hende over hele kroppen. Det var tydeligt, at hun nød det, og bagefter kunne jeg lægge armen over ryggen på hende.

Jeg tror, at hun havde det lidt som, når vi andre har været til massage. Det ville være dejligt, hvis vi kunne sende alle 8 kvier af sted i den afslappede tilstand.

Kvierne bliver hentet d. 4. november, og vores opgave inden da er at gøre dem så tamme, at vi kan få lagt grime på dem alle sammen og få dem til at gå ind i fangefolden, så de er klar, når bilen kommer.

Jeg bliver som regel spurgt, hvordan jeg kan klare at sende dem af sted, når jeg kender dem så godt.  Men jeg må indrømme, at jeg har det rigtig godt med det.  For kvierne er livet udfoldelse i nuet. De tænker ikke over meningen eller hvad der skal ske i morgen.  Som alt andet i naturen er meningen med deres liv, at de skal indgå i naturens cyklus, som for dem er at være føde for os.   Vores ansvar er at sørge for, at de har det godt, mens de lever, og at de ikke bliver skræmte op til slagtningen.  Jeg har det rigtig godt med at vide, at det er slagteren selv, der henter dem, at de forbliver samlet, og at de kun skal køre til Gelsted.  Det er godt for kvierne – og det er helt sikkert også godt for smagen.

Noget andet er, at jeg vil savne dem, når de er væk, men det er blot et egoistisk savn, som man må leve med.

kh Marianne