Biologien i Kongsted enge
Kogræsserforeningen Delenko Fredericia´s græsningsområde omfatter 5 jordlodder, alle med forskellige ejere. Der er meget forskellige biotoper fra et mindre kulturgræsset område til en sumpet eng, en lille skov med forskellige løvtræer og en højt beliggende overdrevsbakke.
På overdrevsbakken vokser der typiske overdrevsplanter som Knold-ranunkel, Fåre-svingel, Almindelig mælkeurt, Håret-høgeurt og den lidt sjældne Lancetbladet-høgeurt. Der findes sågar en lille plet med Hedelyng på bakken.
På engen er fundet 10 arter af star, som alle mere eller mindre er knyttet til våd bund. Desuden vokser der Maj-gøgeurt, der, som alle arter af danske orkideer, er fredet.
På de mest sumpede områder vokser tagrør og Rød-el. En udfordring består i, at holde opvækst af Rød-el og pil nede, så de ikke danner tætte bevoksninger. De vil fortrænge andre lyskrævende arter.
Der findes et rigt fugleliv i området, og der kan nævnes Rød Glente, Tårnfalk, Gøg, Nattergal m.fl.
Rådyr, Hare og Grævling kan også ses derude.
Bestanden af padder er vist ikke særlig kendt, men Skrubtudse og Butsnudet frø er da set derude.
Der er et rigt insektliv, og ikke mindst tidslerne tiltrækker mange sommerfugle.